OMRÅDE 9 - NIM

Særlige kendetegn

Landskabet er kendetegnet ved et markant bakkedrag, der rejser sig gennem den centrale del af området formet som et stort V. Herfra orienterer terrænet sig mod nordvest mod Gudenådalen, mod nordøst mod Bygholm Ådal, og mod syd er det orienteret mod Horsens Fjord. Inden for området adskiller højdedraget et bakket terræn mod nord og et jævnt skrånende terræn mod syd.

Fra bakkedraget er der vide udsigter over landskabet, der mod nord rækker til højlandet omkring Brædstrup og mod syd til landskabet omkring Horsens.

Hele landskabsområdet er kendetegnet ved dyrkede marker og spredt beliggende gårde, der alle steder præger landskabets karakter. Bevoksning er i høj grad begrænset til den nordvestlige del af området med bakket terræn, mens det jævne terræn er mere sparsomt bevokset. Højderyggen er på grund af råstoffer præget af tidligere og aktive råstofgrave, der med søer, terrænlavninger og graveområder er med til at tegne et V i landskabet.

Delområde

Der er i området afgrænset et delområde, hvor landskabets karakter er anderledes. Delområdet er markeret på kortet med orange farve og er beskrevet under fanen delområder.

Beliggenhed og afgrænsning

Landskabsområdet ligger i den sydvestlige del af kommunen og strækker sig mod sydvest på tværs af kommunegrænsen ind i Hedensted Kommune. Mod øst er området afgrænset mod det byprægede landskab omkring Horsens, mens landskabet mod nordvest, nordøst og syd er afgrænset mod Gudenådalen, Hansted Ådal og Bygholm Ådal.

Områdegrænsen er de fleste steder bestemt af terrænet, hvor det orienterer sig mod de omgivende ådale, men grænsen følger i vid udstrækning synlige strukturer i landskabet. Mod nordvest er grænsen trukket, hvor terrænet er orienteret mod Gudenådalen. Mod Hansted Ådal mod nordøst følger grænsen de fleste steder afgrænsningen af bevoksningerne på dalsiden. Mod øst er grænsen mod det byprægede landskab defineret langs veje og bevoksning i landskabet. Mod sydøst følger grænsen de natur- og skovprægede dalsider til Bygholm Ådal.

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer