OMRÅDE 8 - HANSTED ÅDAL

Landskabskarakterens styrke

DYNAMISK KORT

Vurderingsparametre

  • Nøglekarakterens tilstedeværelse og tydelighed.
  • Tydeligheden af landskabskarakterens oprindelse.
  • Samspillet mellem naturgrundlaget og den kulturbetingede anvendelse.

Vurderingen af landskabets karakter fremgår af kortet og er begrundet nedenfor.

 

Hovedkarakteren

Særligt karakteristisk

K.8.1 Hele den centrale del af dalen

I hele dalen, der udgør hovedkarakteren, fremstår de bærende landskabstræk særligt tydeligt. Det er afspejlet i den mosaik, der tegnes af landskabets indhold af enge, moser, skove, overdrev og dyrkede marker. Selv om mosaikken varierer ned gennem ådalen, er den alle steder klart defineret i landskabets karakter og udtryk.

Landskabskarakterens kulturbetingede oprindelse som både et græsnings- og dyrkningslandskab er tydeligt afspejlet i denne mosaik.

Det naturlige samspil mellem naturgrundlaget og den kulturbetingede udnyttelse af landskabet er overvejende god, men også i nogen grad svækket af afvanding og opdyrkning på steder, hvor det naturlige samspil ville være en mere ekstensiv udnyttelse, eksempelvis eng. 

Delområder

Kontrasterende

K.8.2 Vorbjerg Høje

Landskabet omkring Vorbjerg Høje adskiller sig fra det øvrige landskabsområde ved at være et bakkedrag, der adskiller Hansted Ådal og Gudenådalen. Samtidig er landskabet i høj grad præget af gravhøje. Det giver samlet set landskabet inden for delområdet en anden karakter og er derfor vurderet kontrasterende.

Landskabskarakterens kulturbetingede oprindelse med afsæt i områdets små landsbyer er tydeligt afspejlet i dyrkningsstruktur og bebyggelsesstruktur.

Arealanvendelsen afspejler et fint samspil mellem naturgrundlag og kulturbetinget udnyttelse.

K.8.3 Nørrestrand

Dalen omkring Nørrestrand er i modsætning til den øvrige del af dalen præget af store søer, der udfylder hele dalbunde og derved er helt centrale elementer i landskabets karakter. Landskabet er også her præget af vide udsigter på tværs af dalen og de store vandflader. Derved adskiller landskabet omkring Nørrestrand sig fra det øvrige landskabsområde og er  derfor vurderet kontrasterende.

De kulturbetingede strukturer knytter sig især til den landbrugsmæssige udnyttelse på den nordlige dalside, hvor strukturerne udspringer af landsbyernes udskiftning i slutningen af 1700-tallet, samt til den betydelige udvikling af Horsens by, der især har taget fart siden 1950'erne. Denne oprindelse er tydelig i landskabets karakter.

Den kulturbetingede udnyttelse er en fin afspejling af landskabets naturgrundlag.

K.8.4 Vær kirkelandskab

Det kuperede landskab omkring Vær Kirke orienterer sig ikke mod dalen og opleves derfor ikke som en direkte del af dallandskabet, selv om det geologisk set er en del af dalstrutkuren. Særligt på grund af det kuperede terræn og den manglende visuelle relation til dalen giver landskabet en karakter, der adskiller sig fra det øvrige dallandskab. Derfor er landskabet vurderet kontrasterende.

Både bebyggelsens placering i landskabet samt arealanvendelsen afspejler tydeligt landskabskarakterens kulturbetingede oprindelse, der har afsæt i dels enestegården Vær Præstegård og dels landsbyen Meldrup.

Den landbrugsmæssige udnyttelse af landskabet, der især er præget af dyrkede marker men også afgræssede enge, afspejler et fint samspil mellem naturgrundlaget og den kulturbetingede udnyttelse.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer