OMRÅDE 5 - LANDBRUGSPRÆGET GUDENÅDAL

Særlige kendetegn

Gudenådalen er i dette landskabsområde kendetegnet ved jævnt skrånende dalsider med marker, landsbyer og gårde, der indrammer en bred dalbund.

På dalbunden bugter Gudenåen sig omgivet af lavbundsområder med mose og eng. Mellem Gudenåen og dalsiderne har dalbunden terrasser i et lidt højere niveau. De er kendetegnet ved et helt fladt terræn med aflange marker og parallelle hegn.

Gudenåen er i høj grad omgivet af sammenhængende bevoksning og kun synlig få steder i landskabet. Derfor er denne del af Gudenådalen kendetegnet som et landbrugspræget dallandskab, hvor åen ikke optræder som et karaktergivende element.

Beliggenhed og afgrænsning

Landskabsområdet ligger i den vestlige del af kommunen og omfatter den landbrugsprægede del af Gudenådalen. Mod syd strækker dalen sig ind i Hedensted Kommune.

Områdets grænser mod nordvest og sydøst er bestemt af terrænet, hvor dette overvejende er orienteret mod dalen. Grænsen er ikke tydeligt markeret i landskabets strukturer og grænsen er dermed ikke eksakt. Dalsiden har et let skrånende terræn og fremstår med dyrkede marker. Derved er der ikke en markant overgang mellem dallandskabet og de omgivende, småbakkede landbrugslandskaber. Mod sydvest er området afgrænset mod Mattrup Hovedgård og følger i høj grad hovedgårdens ejerlavsgrænse. Mod nordøst er grænsen til den skovprægede Gudenådal lagt, hvor dalen vurderes at få en betydelig skovpræget og mere lukket karakter. 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer