OMRÅDE 4 - SKOVPRÆGET GUDENÅDAL

Særlige kendetegn

Gudenådalen er en stor og markant struktur, der skærer sig gennem landskabet. Høje, kløftede dalsider indrammer en bred dalbund med flere niveauer af terrasser, søer samt Gudenåen, der forløber med store bugteslag.

Dalen er desuden kendetegnet af store skove og plantager, der de fleste steder indrammer og udfylder landskabet. I hele dalen findes dyrkede marker og spredt bebyggelse af små gårde og huse langs vejene, der bugter sig på terrasserne i dalbunden og ned over dalsiden. Dalbundens lavbundsprægede terræner er præget af enge og moser.

Delområde

Den nordlige del af området er afgrænset som delområde, fordi landskabets  langt mere naturprægede og uforstyrrede karakter her adskiller sig fra det øvrige landskabsområde. Delområdet er markeret på kortet med orange farve og er beskrevet under fanen delområder.

Beliggenhed og afgrænsning

Landskabsområdet ligger i den nordlige del af kommunen og omfatter den skovprægede del af Gudenådalen nord for Vestbirk samt dalen mellem Salten Langsø og Mossø. De markante og skovklædte erosionsdale, der præger dalsiderne, er medtaget som en del af Gudenådalen.

Områdegrænsen er bestemt af terrænet og følger overkanten af de høje og markante dalsider. De fleste steder er dalsiderne skovdækkede. For at definere en tydelig grænse i landskabet følger områdegrænsen skovenes afgrænsning. I den nordligste del af området strækker området sig mod øst og vest ind i Skanderborg og Silkeborg Kommuner.

 

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer