OMRÅDE 3 - MATTRUPDALEN

Landskabskarakterens tilstand

DYNAMISK KORT

Vurderingsparametre

  • Intaktheden af de karaktergivende elementer og strukturer i forhold til landskabskarakterens oprindelse.
  • Den vedligeholdelsesmæssige tilstand af de karaktergivende elementer og strukturer.
  • Graden af visuel påvirkning.

Vurderingen af landskabets tilstand fremgår af kortet og er begrundet nedenfor.

Hovedkarakteren

God tilstand

T.3.1 Den centrale del af dalen

De karaktergivende strukturer vurderes i høj grad intakte i denne del af dalen, når der tages afsæt i landskabskarakterens oprindelse som et græsningsdomineret landskab. Intaktheden er i nogen grad svækket af stigende tilgroning, der på dalsiderne har fortrængt heder og i dalbunden har fortrængt lysåbne moser.

Den vedligeholdelsesmæssige tilstand af karaktergivende landskabselementer vurderes middel til god, idet dalen fortsat har en naturpræget og overvejende lysåben karakter. Tilgroning svækker landskabskarakterens tilstand.

Landskabet vurderes uden visuel påvirkning fra tekniske anlæg eller byggeri. Det er begrundet med, at dalen kun rummer ét anlæg og dette kun opleves helt lokalt, samt at bebyggelsen er godt integreret i landskabets karakter.

Delområder

God tilstand

T.3.2 Halle Sølandskab

Landskabets karaktergivende strukturer vurderes intakte, idet bebyggelsesstrukturen, veje og dyrkningsmønster er intakte med afsæt i udskiftningen af landsbyerne, og bevoksningsstrukturen domineret af Kongsø Plantage er intakt med afsæt i tilplantningen af sandede slettelandskaber i starten af 1900-tallet.

Den vedligeholdelsesmæssige tilstand af de karaktergivende elementer og strukturer vurderes generelt god.

Landskabet er uden visuel påvirkning fra tekniske anlæg eller markant byggeri.

T.3.3 Mattrup hovedgårdslandskab

Landskabets karaktergivende strukturer er i nogen grad svækket af skovrejsning, idet den i dag mere udbredte skovkarakter har sløret de karakteristiske hovedgårdsstrukturer af store marker, der brydes af skove, hegn og diger. De gamle diger omkring skovene er fortsat i høj grad intakte, men skjult af skov, og bebyggelsesstrukturen er intakt og formidler tydeligt landskabskarakterens kulturhistoriske oprindelse som hovedgårdslandskab.

Den vedligeholdelsesmæssige tilstand af karaktergivende elementer og strukturer vurderes god.

Landskabet opleves uden visuel påvirkning.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer