OMRÅDE 3 - MATTRUPDALEN

Halle Sølandskab

Dalen er her præet af store søer omgivet af enge, en bredere dalbund med et småkuperet terræn og dyrkede marker samt få, små gårde. Derved adskiller området sig fra den øvrige del af dalen.

Geologisk betingede landskabstræk

Nord for Vingum Bro er dalen en smeltevandsdal med en bred dalbund med terrassedannelser og høje dalsider. 

Søerne Stigsholm Sø og Halle Sø udfylder den laveste del af dalbunden og er dermed store landskabselementer med afgørende betydning for landskabets karakter.

Øst for Halle Sø er der en bred terrænmæssig terrasse, inden dalsiden rejser sig mere stejlt, mens Stigsholm Sø er afgrænset af et mere stejlt og kuperet terræn. Terrassen er naurligt præget af små søer og moser, der er dannet som dødishuller i dalbunden.

Især øst for Halle Sø er terrænet desuden præget af, at der i 17-1800-tallet blev gravet ler til teglproduktion på Halle Teglværk, der lå ved den nordlige bred af Halle Sø. Øst for Stigsholm Sø er terrænet også modelleret, idet der i 1930’erne blev gravet mergel ved Enghøj i Enghøj Mergelgrav.

Tilsammen giver det dalen en bredere profil og et mere kuperet terræn end den øvrige del af dalen, der vurderes at give denne del af dalen en anden karakter.

Kulturbetingede landskabstræk

Landskabskarakteren er i denne del af dalen præget af marker og enge på den kuperede dalside samt enkelte små gårde, der er udflyttet fra de omgivende landsbyer. Dermed har landskabskarateren en kulturhistorisk oprindelse, der især knytter sig til landsbyernes udskiftning omkring år 1800 og drift af de små husmandsbrug. Ud over at der kan findes gamle tegl i skoven nord for Halle Sø, er der ikke spor eller kulturbetingede landskabstræk, der vidner om teglværkets tidligere tilstedeværelse.

I forhold til den øvrige del af dalen er landskabet inden for delområdet i højere grad præget af dyrkede marker både på den brede terrasse øst for Halle Sø og på dalsiden. Det mest kuperede terræn er dog præget af eng og overdrev, der også præger arealerne omkring de to store søer.

Mod nord er landskabet præget af Kongsø Plantage, der udfylder det meste af dalen. Syd herfor er bevoksning begrænset til enkelte moser samt Vingum Plantage, der dækker det kuperede terræn på dalsiden ved Vingum Bro.

Området er sparsomt bebygget, idet det er begrænset til enkelte små gårde, der ligger fordelt på den brede terrasse øst for Stigsholm Sø og Halle Sø.

Landskabet er frit for tekniske anlæg.

Rumlige og visuelle landskabstræk

Landskabet har en enkel karakter, der er sat sammen af få landskabselementer. Det er især afspejlet i de store søer, den store plantage, det sammenhængende område med dyrkede marker samt de få, små gårde. Det giver et enkelt udtryk. Det varierede terræn tilfører lidt kompleksitet, men det overordnede udtryk vurderes at være enkelt.

Skalaen er lidt større end den øvrige del af dalen. Det er begrundet i dalens bredere profil og det større landskabsrum, der er omkring de dyrkede marker. Andre steder er skalaen lille. Samlet set vurderes landskabets skala lille til middel.

De høje dalsider afgrænser dallandskabet rumligt og visuelt fra det omgivende landskab, og plantagerne begrænser udsigterne op langs dalen mod nord og syd. Det giver landskabet en lukket karakter. Landskabet er dog kendetegnet ved udsigter på tværs af søerne og de omgivende enge, der på den måde fremhæves som særligt karaktergivende elementer.

Landskabet har en uforstyrret karakter.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer