OMRÅDE 3 - MATTRUPDALEN

Særlige kendetegn

Dalen er kendetegnet ved stejle dalsider, der indrammer en smal dalbund omkring Mattrup Å og tydeligt markerer dalen i landskabet.

De fleste steder er dalen præget af store skove på dalsiderne samt lysåben mose eller eng på dalbunden. Mellem skovene findes afgræssede overdrev, der synliggør ådalens markante terrænformer. Kun få gårde ligger på dalsiderne.

Dalen rummer en række kulturhistoriske spor i form af gravhøje, voldsteder og hulveje.

Delområder

Der er i området afgrænset to delområder, hvor landskabets karakter er anderledes. Delområderne er markeret på kortet med orange farve og er beskrevet under fanen delområder.

Beliggenhed og afgrænsning

Mattrupdalen strækker sig omkring kommunes nordvestlige kommunegrænse, der her følger Mattrup Å. Den vestlige del af dalen ligger dermed i Ikast-Brande Kommune. Dalen er skåret ned i det højtliggende terræn mellem Brædstrup og Nørre Snede som en struktur, der forbinder Gudenådalen mod syd og de store vestjyske hedesletter mod nord(vest). Den nordlige del af dalen strækker sig dermed ind i Silkeborg Kommune. Den sydligste del af området omfatter delområdet omkring Mattrup hovedgård, der ligger i overgangen mellem Gudenådalen og den smalle Mattrupdal.

Områdegrænsen er alle steder terrænbestemt, men følger i vid udstrækning erkendelige strukturer i landskabet. De fleste steder betyder det, at grænsen følger skovkanten på de skove, der dækker dalens sider. Hvor der ikke er skov, er grænsen lagt de steder, hvor terrænet vurderes overvejende at orientere sig mod dalen.

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer