OMRÅDE 2 - BRYRUPDALEN

Anbefalingerne er formuleret med afsæt i landskabets karaktertræk samt vurderingen af landskabet. En begrundelse for anbefalingerne kan findes i sårbarhedsvurderingen.

Bærende landskabstræk

Dallandskabet bør fremstå med en overvejende naturpræget/ekstensiv karakter.

Skov og lysåben natur bør præge dalsiderne.

Søer, eng og lysåben mose bør præge dalbunden.

Skovrejsning

Skovrejsning kan indpasses på dalsiderne, mens dalbunden bør friholdes for skov/krat.

Skovrejsning på dalsiderne bør ikke være så massiv, at dalsidernes geologiske strukturer helt sløres.

Ved Ring Sø kan skovrejsning bruges til at skabe et mere afgrænset landskabsrum omkring søen og dalen, der i nogen grad skaber en visuel adskillelse mellem byen og dalen.

Landbrugsbyggeri og andet byggeri i landzone

Dalen bør friholdes for nyt byggeri, der ikke er nødvendigt landbrugsbyggeri.

Nødvendigt landbrugsbyggeri bør så vidt muligt placeres uden for dalen. Byggeri i dalen bør i høj grad tilpasses landskabets karakter, så den visuelle påvirkning bliver mindst mulig.

Nye bygninger bør placeres i tilknytning til eksisterende bygninger for at sikre en samlet bygningsmasse.

Bygningerne bør have en lav karakter og bør opføres i farver inden for jordfarveskalaen.

Den samlede bygningsmasse bør fremstå ensartet og harmonisk.

Der bør lægges vægt på, at byggeriet påvirker dalens visuelle karakter og oplevelsesværdi mindst muligt.

Der bør være opmærksomhed på, at nyt byggeri i de omgivende landskaber ikke er synligt fra dalen, eller at synligt byggeri sikres en karakter, der påvirker dalens visuelle karakter mindst muligt.

Byvækst og byrand

Der bør ikke ske byvækst ind i dallandskabet.

Ved Grædstrup og Brædstrup bør byggeri i byranden have en afdæmpet karakter, så den visuelle påvirkning af dallandskabet er mindst mulig.

Byggeri i byranden bør opføres i ikke reflekterende materialer inden for jordfarveskalaen.

Det anbefales, at der ved Brædstrup skabes en mere grøn adskillelse af byer og dalen med bevoksning af hegns- eller skovkarakter. Det bør ske ud fra principper om at bevare væsentlige udsigter/udsigtskiler fra byen til dalen/Ring Sø.

Tekniske anlæg og infrastrukturanlæg

Dalen bør friholdes for nye tekniske anlæg og infrastrukturanlæg.

De omgivende landskaber bør friholdes for nye tekniske anlæg, der vil være synlige fra dalen og påvirke dalens visuelle karakter og oplevelsesværdi.

Kystnærhedszone

Landskabsområdet ligger uden for kystnærhedszonen.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer