OMRÅDE 17 - ENDELAVE

Landskabskarakterens oplevelsesværdi

DYNAMISK KORT

Vurderingsparametre

  • Stedbunden: Oplevelsen knytter sig til et afgrænset landskab.
  • Element: Oplevelsen består af et element i landskabet.
  • Udsigt: Oplevelsen består af udsigter ud over det sædvanlige.
  • Udsigtspunkt: Punkter med en særlig udsigtsmulighed.

Oplevelsen har typisk reference til landskabets geologiske eller kulturhistoriske fortællinger eller særlige naturindhold.

Vurderingen af landskabets oplevelsesværdi fremgår af kortet og er begrundet nedenfor.

 

Stedbunden oplevelse

V.17.1 Endelave udskiftningslandskab

På Endelave er udskiftningsstrukturerne fra landboreformernes gennemførelse i høj grad intakte, og de vurderes at tilføre landskabet en særlig kulturbetinget oplevelses- og fortælleværdi.

Endelave har været beboet siden ældre stenalder, men nævnes første gang i 1231 i Kong Valdemars jordebog som et sted til at drive kronvildt. I 1695 blev øen en del af Stensballegård gods ved Horsens.  I slutningen af 1700-tallet skiftede ejerforholdene og omkring samme tid blev Endelaves jorde udskiftet. Hver gård fik én lod og én strimmel af overdrevene fra en af øens tre spidser, Øvre, Lynger eller Kloben.  Det resulterede i, at omkring halvdelen af landsbyens gårde blev udflyttet. Strukturerne i øens bebyggelse, marker og enge understreger og formidler øens samlede fortælling i landskabet.

V.17.2 Øvre kystlandskab

Hele delområdet Øvre kystlandskab vurderes at have en særlig oplevelsesværdi på grund af landskabets helt ubebyggede, upåvirkede og naturprægede karakter, hvor strandenge, klitheder og klitplantager dominerer landskabsoplevelsen.

Landskabet er desuden præget af en spændende geologi med en opbygning af en serie krumodder, der tydeligt er afspejlet i terrænets riflede overflade med rimmer og dobber. Landskabet har derfor også en geologisk betinget oplevelsesværdi.

V.17.3 Lynger Strand kystlandskab

Kystlandskabet ved Lynger Strand vurderes at have en oplevelsesværdi, der i høj grad har et naturmæssigt afsæt.

Kysterne er præget af store eng- og hedeområder, der ud over naturen også har en kulturmæssig prægning, idet diger fortsat i dag afgrænser englodderne med en reference til udskiftningstiden.

Skovene inden for dette delområde er særlige for øen, idet de er de sidste rester af gammel løvskov omkring godset Louisenlund, hvori der endnu er bevaret rester af den århundrede gamle herregårdsskov. Skoven har mange steder karakter af troldeskov med gamle, krogede træer og desuden en rig natur. Her er en mangfoldighed af gamle danske træer, og vedbend og kaprifolier slynger sig som lianer op ad stammerne og mellem træerne og giver flere steder skoven et helt urskovsagtigt præg.

Oplevelsesrigt element

Kirke

Endelave Kirke ligger i Endelave By nær kysten. Kirken er især synlig fra kysten og vandet, mens den fra det øvrige landskab er forholdsvist skjult af byens bebyggelse.

Kirken er fra 1400-tallet, men er ombygget flere gange. Baronen til Stensballegård gennemførte en større renovering i 1707 og byggede præstegården i 1741. 

Udsigt

V.17.4 Det kystorienterede landskab

På hele øen er oplevelsen af landskabet præget af udsigter mod kysten og havet, der har særlig landskabelig oplevelsesværdi. De steder, hvor der ikke er direkte udsigt til kysten, er der alligevel en tydelig fornemmelse af at være på en ø i havet og altid tæt på kysten. Derfor vurderes hele landskabet at indgå i de udsigter, der generelt præger landskabsoplevelsen.

Fra kysterne eller de kystnære arealer er der særlige udsigter på langs af kystlandskabet, der de fleste steder er præget af dyrkede marker eller strandeng. Langs den sydvendte kyst er landskabet anderledes afgrænset af en kystskrænt, der rejser sig fra vandfladen.

Fra den centrale del af øen er udsigterne mod kysten i nogen grad styret af strukturen af bevoksede diger, idet diger og bevoksning indrammer smalle marker/landskabsrum, der fungerer som udsigtskiler mod kysten.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer