OMRÅDE 17 - ENDELAVE

rumlige og visuelle landskabstræk

 Landskabet har en meget enkel karakter og er alle steder præget af relationen til kysten samt oplevelsen af at være  på en ø ude på havet.

Skala og kompleksitet

Landskabet er kendetegnet ved en overvejende lille skala, der er defineret af størrelsen af markerne i markstrukturen, samt bebyggelsens karakter og størrelse.

Landskabet har også en meget enkel karakter. På den vestlige del af øen har landskabet en meget velstruktureret karakter, mens landskabet på den østlige del af øen er lidt mere ustruktureret men fortsat enkelt i sin karakter.

Rumlig afgrænsning og udsigter

Landskabets rumlige og visuelle karakter varierer i området fra åbent til næsten lukket afhængig af bevoksningen.

I det dyrkede landskab skaber de spredt bevoksede diger en transparent afgrænsning af markerne, der på samme tid indrammer landskabet men også gør det muligt at se igennem bevoksningen og på tværs af landskabet. Landskabet er her hverken lukket eller åbent, mens det på de store lavbundsflader langs kysten har en helt åben karakter domineret af strandeng.

Alle steder på øen har landskabet en rumlig og visuel orientering mod kysten. Relationen er særlig markant i det kystnære landskab og især fra de helt lysåbne strandenge, men også fra det øvrige landskab er relationen tydelig. Her er udsigterne mod kysten "styret" af strukturen af bevoksede diger, der fungerer som udsigtskiler, mens udsigterne på tværs af landskabet er mere begrænset og bestemt af højden og tætheden af bevoksningen på digerne.

Visuel påvirkning

Landskabet er ikke præget af visuel påvirkning fra byggeri eller anlæg.

På den sydlige del af øen står tre små vindmøller, der tydeligt indgår i landskabsbilledet, men de vurderes ikke at påvirke landskabets visuelle karakter. Ligeledes vurderes havneområdet ved Endelave By ikke at medføre en teknisk påvirkning, men er en central del af byens, øens og kystlandskabets identitet.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer