OMRÅDE 17 - ENDELAVE

Særlige kendetegn

Landskabet på Endelave er alle steder præget af en nærhed til kysten. De fleste steder er der udsigt til kysten og ud over havet, men selv når der ikke er udsigt til kysten, er der en oplevelse af at være på en lille ø med kort afstand til kysten.

Endelave har en karakteristisk boomerangform, hvor terrænet er præget af svagt markerede bakkestrøg på den centrale og vestlige del af øen, der er orienteret mod nordvest. Øens østlige længdeakse er i højere grad præget af flader af hævet havbund og strandvolde.

Landskabets strukturer tegner et meget enkelt mønster, der er præget af landbrugslandskab på de svagt markerede bakkestrøg og natur i kystlandskaberne. Spredt bevoksede diger tegner en enkel markstruktur med ofte aflange marker vinkelret på vejene, hvor gårde og husmandssteder ligger.

Endelave er i sin helhed præget af en rig kulturhistorie, men særligt tydelig er landskabets formidling af udskiftningen af Endelave By, der stadig i dag er tydeligt afspejlet i landskabets strukturer.

Delområder

Der er afgrænset et delområde på den nordlige og sydøstlige del af øen, hvor landskabets kendetegn er anderledes. Delområderne er vist på kortet med orange farve og er beskrevet under fanen delområder.

Beliggenhed og afgrænsning

Endelave er afgrænset som ét landskabsområde. Øen ligger øst for Horsens Fjord i et farvand, der er afgrænset af Jylland mod vest, Samsø mod nordøst og Fyn mod syd og sydøst. Dermed ligger Endelave, hvor Lillebælt, Samsø Bælt og bæltet mod Aarhus Bugt mødes.

 

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer