OMRÅDE 16 - GRUMSTRUP UDSKIFTNINGSLANDSKAB

Mål for landskabets karakter

DYNAMISK KORT

Målsætning

Landskabet tildeles en målsætning i forhold til landskabets karakter. Målsætningen tager afsæt i vurderingerne af landskabet og peger på de landskaber, hvor landskabets karakter bør beskyttes, vedligeholdes eller ændres, samt hvor landskabskarakterens tilstand bør forbedres.

Målsætningen fremgår af kortet og er begrundet nedenfor.

Hovedkarakteren

Mål: Beskyt landskabskarakter

M.16.1 Grumstrup udskiftningslandskab

Den del af landskabet omkring Grumstrup, der er vurderet særligt karakteristisk og oplevelsesrigt på grund af udskiftningsstrukturerne, har fået målsætningen beskyt.

Målsætningen betyder, at der ved fremtidige projekter i området bør lægges særlig vægt på, at udskiftningsstrukturerne bevares og om muligt styrkes, så landskabet fortsat tydeligt formidler historien. Særligt betydende er det, at digerne bevares som sammenhængende og tydelige linjer i landskabet, at gårdenes placering i landskabet fastholdes, og at strukturen af husmandskoloniens skala og struktur bevares.

M.16.2 Hedekær

De store lavbundsområde i den nordvestlige del af området har fået målsætningen beskyt fordi landskabet her fremstår særligt karakteristisk i forhold til oprindelsen som lavbundsområde og græsningslandskab. Landskabet er vurderet særligt karakteristisk, oplevelsesrigt og i god tilstand.

Målsætningen betyder, at projekter i området kun bør gennemføres med det formål at bevare og om muligt styrke områdets lavbundskarakter, natur og oplevelsesværdi.

M.16.3 Kirkedal

Kirkedal er vurderet at være et oplevelsesrigt landskab og har derfor fået målsætningen beskyt.

Målsætningen betyder, at ændringer i dalen kun bør gennemføres, hvis det bevarer eller styrker dalens landskabelige oplevelsesværdi. Særligt betydende er synligheden af dalens geologi samt dalens indhold af natur.

Mål: Vedligehold landskabskarakter

M.16.4 Det øvrige landskab

Det øvrige landskab i den centrale og østlige del af området er vurderet karakteristisk og uden særlige oplevelsesværdier. Derfor har landskabet fået målsætningen vedligehold.

Målsætningen betyder, at projekter i området bør respektere landskabets bærende karaktertræk. Det gælder især landskabets middelstore skala, resterende udskiftningsstrukturer og kløfter med en ekstensiv og lysåben karakter.

Delområde

Mål: Vedligehold landskabskarakter

M.16.5 Ballebo

Landskabet ved Ballebo er et karakteristisk landbrugslandskab uden særlig landskabelig oplevelsesværdi. Derfor har landskabet fået målsætningen vedligehold.

Målsætningen betyder, at der ved projekter i området bør tages hensyn til at tilpasse projektet til landskabets karaktertræk, herunder bebyggelses- og bevoksningsstruktur.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer