OMRÅDE 12 - BOLLER SKOVLANDSKAB

Klokkedal

Klokkedal adskiller sig fra det øvrige landskab ved at være en markant eroderet ådal med stejle, skovklædte dalsider.

Geologisk betingede landskabstræk

Klokkedalen i den vestlige del af landskabsområdet adskiller sig fra de øvrige dalstrøg i området ved at være eroderet dybere ned i terrænet og derfor fremstår med stejle dalsider. Dalen er eroderet med større kraft end de øvrige små dale. I modsætning til dem har Klokkedalen været med til at afvande landskabet syd for Horsens, hvor der efter isens tilbagesmeltning lå store isblokke tilbage fra gletsjeren. De smeltede senere, og smeltevandet herfra var med til at erodere Klokkedalen.

Jordarten er ferskvandsaflejringer afsat efter istiden, henholdsvis ferskvandssand (FS), ferskvandstørv og -gytje (FT og FG).

De hydrologiske forhold er defineret af Klokkedal Å, der slynger sig i bunden af dalen.

Kulturbetingede landskabstræk

Dalens stejle dalsider er præget af afgræssede overdrev i den sydlige del af dalen og skov i den øvrige del, hvilket adskiller dalen fra det øvrige landbrugsprægede landskab. Længst mod syd er dalen dog lige som de øvrige dalsænkninger præget af dyrkede marker ned over dalsiderne, der her flader ud til jævnt skrånende flader.

Med få undtagelser er dalen ubebygget.

Lige syd for Bollervej ligger Boller Mølle i dalbunden skjult af dalens bevoksning. Møllen blev opført omkring 1880 som kornmølle under Boller, men er i dag kun beboelse. Møllen er i høj grad intakt og er i sammenhæng med en del af dalen udpeget som kulturmiljø.

Dalen er generelt fri for tekniske anlæg. Den sydligste del af dalen krydses dog af et højspændingstracé i middel skala.

Rumlige og visuelle landskabstræk

Dallandskabet har en lille skala og enkel karakter. Den lille skala er afspejlet i dalens smalle struktur, mens den enkle karakter er udtryk for, at dalens karakter er domineret af skov i den nordlige del og en lysåben karakter i den sydlige del.

De stejle dalsider indrammer dalen og giver den en lukket karakter. I den sydlige del af dalen er der udsigter på langs af dalen, mens den øvrige del af dalen er domineret af skov.

Dalen opleves generelt uden visuel påvirkning fra omgivelserne. I den sydlige del af dalen flader dalsiderne ud, og gårdene i det omgivende landskab er synlige fra dalen. Her krydses dalen også af et højspændingstracé i middel skala. Disse elementer påvirker i nogen grad dallandskaber, der dog her har en landbrugspræget karakter. Påvirkningen vurderes mindre.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer