OMRÅDE 11 - HORSENS BYLANDSKAB

Geologisk betingede landskabstræk 

Særligt karakteristisk for dette landskab er et småbakket terræn, der brydes af små ådale. Helt anderledes ligger Horsens by i et terræn med store bakketoppe og udbredte lavbundsflader. Dermed er terrænet meget varieret inden for landskabsområdet.

Geologisk dannelse og terræn

Landskabet og landskabets terræn er præget af den Ungbaltiske Is i slutningen af sidste istid. Da en gletsjertunge gled ind gennem Horsens Fjord, delte den sig i to. Den ene tunge gled mod sydvest mod Uldum og dermed hen over dette landskabsområde.

Uden for Horsens by er terrænet dog især præget af dødis og smeltevand fra tiden omkring og efter gletscherens tilbagesmeltning. Da isen var stagneret over området og dels smeltede tilbage og rykkede frem, brækkede stykker af gletscherisen, som lå tilbage som ”isklumper” i landskabet. Sten, sand, grus og ler, som smeltede fri af isen, blev afsat på og mellem dødisklumperne. Da isklumperne endelig smeltede, efterlod de terrænlavninger, dødishuller, der i dag giver terrænet en småbakket karakter. Samtidig betød afsmeltningen af dødisen, at smeltevand strømmede fra området mod Bygholm Ådal, der ledte vandet væk. Det skabte små erosionsdale, der i dag især opleves uden for byen i den vestlige del af området.

Horsens by ligger derimod i et mere varieret terræn, der i høj grad er præget af kysten og dannelsen af Horsens Fjord, som er beskrevet under afsnittet Kyst. Omkring Horsens Fjord skubbede isen terrænet op i markante bakkedrag, randmoræner. Efterfølgende blev randmorænerne flere steder overskredet af isen, som derved ”sleb” bakkerne i isens bevægelsesretning. Det kendetegner blandt andet den bakke, der i Horsens rejser sig syd for Nørrestrand og i sin form er orienteret øst-vest.

Jordart

Jordarten er de fleste steder domineret af moræneler (ML), der er usorterede aflejringer fra isen, men mindre områder er også præget af smeltevandssand (DS) afsat af smeltevand. 

I de små erosionsdale er jordarten domineret af ferskvandssand (TS og FS), der er aflejret i den sidste del af istiden og efter istiden.

Hydrologiske forhold

Landskabet er generelt ikke kendetegnet af synlige vandelementer.

I den sydvestlige del af området brydes terrænet af små ådale, der overvejende har en orientering nord-syd, men de er ikke ret synlige i landskabsbilledet. Mest tydeligt opleves dalene omkring Hatting Bæk og Pilebæk, mens Dagnæs Bæk i høj grad er omgivet af bebyggelsen i Horsens by.

Rundt om i området er der flere småsøer i terrænlavninger, hvilket er karakteristisk for dødisprægede landskaber. Dallerup Sø, der ligger i den østlige del af området, er betydeligt større end de øvrige søer og den eneste sø, der tydeligt opleves i landskabet.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer