RUMLIGE OG VISUELLE LANDSKABSTRÆK

rumlige og visuelle landskabstræk

 

Skala og kompleksitet

Landskabet er kendetegnet ved en middelstor skala, der er afspejlet i dels størrelsen af de landskabsrum, der afgrænses af terræn og bevoksning, og dels i størrelsen af den spredte bebyggelse. Lokalt optræder elementer i stor eller lille skala, men den bærende karakter fremstår i middel skala.

Landskabskarakteren en sat sammen af mange og ofte varierede elementer og strukturer. Det er afspejlet i det bakkede terræn med forskellig orientering, den spredte bebyggelse og meget varierede bevoksning. Tilsammen giver det landskabet en sammensat og ustruktureret karakter.

Rumlig afgrænsning og udsigter

Store skove på dalsiderne i de dale, der dels omgiver og dels bryder området, skaber de fleste steder en overordnet ramme om landskabsområdet. Mod syd er der en mere åben afgrænsning mod kommunens øvrige landskaber.

I de centrale dele af området er udsigterne på tværs af området generelt begrænset af den spredte bevoksning i området. Det giver landskabet en transparent rumlig afgrænsning, hvor det på samme tid er muligt at se på tværs af området forbi noget bevoksning, mens anden bevoksning begrænser udsigterne.

Langs områdets afgrænsning er der i modsætning hertil ofte vide udsigter ud af området på tværs af de omgivende dale til de øvrige landskaber. Det understreger oplevelsen af at befinde sig i højlandet på den jyske højderyg. Eksempelvis er der fra den nordligste del af området ved Addit udsigt på tværs af Gudenådalen til Mossø.

Visuel påvirkning

Landskabet er et landbrugslandskab, hvor landbrugsbygninger i forskellig skala og karakter præger landskabets visuelle karakter. Gårdene har generelt en skala og karakter, der passer til landskabet og landskabets udtryk.

Den nordlige del af Brædstrup er præget af et erhvervsområde med stort erhvervsbyggeri, der optræder meget synligt i landskabet og lokalt præger landskabets visuelle karakter. Påvirkningen vurderes dog overvejende lokal, idet områdets bakkede terræn og spredte bevoksning afbøder en vidtrækkende effekt med væsentlig betydning for landskabets visuelle karakter.

Landskabet indeholder kun få tekniske anlæg i form af middelstore højspændingstracéer. Idet der er tale om gittermaster i middel skala, optræder de ikke markante i landskabet og opleves primært på tæt hold. I mere vidtrækkende udsigter på tværs af landskabet "forsvinder" de med landskabet som baggrund.

Generelt vurderes den visuelle påvirkning af landskabets karakter at være lille eller ubetydelig.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer