Landskabskaraktermetoden

Home Landskabsplan Anvendt metode

Landskabskaraktermetoden

Landskabet er analyseret efter landskabskaraktermetodens principper. Metoden er tilpasset kommunens behov og fokus på, at analysen og landskabsplanen er et arbejdsredskab. Metodens begreber er beskrevet på siderne under begreber, mens tilgangen til metoden er beskrevet på siderne i dette kapitel.

Fokus på de bærende karaktertræk

Landskabskaraktermetoden handler om at beskrive og vurdere landskabets bærende karaktertræk i velafgrænsede landskabsområder - de karaktertræk, der gør landskabet særligt og adskiller det fra det omkringliggende landskab.

Afgrænsning af landskabsområder

Landskabet i Horsens Kommune er inddelt i 17 landskabsområder, der hver især har en landskabskarakter, der adskiller sig fra de andre. Inddelingen af landskabsområder er lavet på baggrund af kortanalyser samt en analyse af landskabets rumlige og visuelle forhold foretaget i felten.

Landskabsområderne nær kommunegrænsen er afgrænset på tværs af kommunegrænsen. Det er udtryk for, at landskabets karakter ikke standser ved kommunegrænsen, men går på tværs.

Beskrivelse af landskabets karakter

Inden for hvert landskabsområde er landskabets karakter beskrevet. Beskrivelsen fokuserer på de elementer og strukturer samt rumlige visuelle forhold, der især kendetegner landskabet. Beskrivelsen er struktureret i geologiske landskabstræk, kulturbetingede landskabstræk og rumlige visuelle landskabstræk og med en ensartet struktur.

Der er lagt vægt på, at beskrivelsen er forholdsvist kortfattet og fokuseret på de bærende landskabstræk. Hensigten er, at læseren får et "billede på nethinden" af landskabets bærende karaktertræk uden at blive forstyrret af for mange detaljerede beskrivelser.

Der vil altid være en vis diversitet i et landskabsområde. Beskrivelsen formidler en analyse af, hvad der er den landskabelige identitet i et område udtrykt i landskabets hovedkarakter. Hovedkarakteren er et udtryk for landskabets bærende landskabskarakter og landskabelige identitet.

Hvis landskabskarakteren i en mindre del af landskabsområdet afviger betydeligt fra det øvrige landskabsområde, er det afgrænset som et delområde og beskrevet særskilt.

Vurdering af landskabets karakter

Med afsæt i analysen og beskrivelsen af landskabets karakter er landskabskarakteren vurderet. Vurderingen omfatter en vurdering af landskabskarakterens styrke, tilstand, oplevelsesværdi og sårbarhed over for en række ændringer i landskabet. Vurderingerne er lavet ud fra konkrete vurderingsparametre, der skal sikre en ensartet vurdering af hele kommunens landskab. Vurderingerne er beskrevet nærmere på de følgende sider.

Mål og anbefalinger

Ved af sammenholde vurderingerne af landskabet i hvert enkelt landskabsområde er der defineret mål for landskabskarakteren i overensstemmelse med metodens principper. Lige som vurderingerne er målsætningerne fladedækkende.

Med udgangspunkt i analyse og vurdering af landskabet er der formuleret anbefalinger til, hvordan de landskabelige hensyn i de enkelte dele af kommunen kan varetages i planlægning og sagsbehandling i relation til udvalgte emner. Der er en stor sammenhæng mellem sårbarhedsvurderingens diskussioner og de formulerede anbefalinger.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer