Vandværkernes oplande

Der er opstillet en grundvandsmodel for området af Vejle Amt. Horsens Kommune har brugt grundvandsmodellen til at beregne indvindingsoplande, grundvandsdannende områder og BoringsNære Beskyttelses Områder (BNBO). Grundvandsmodellen bygger på kortlæg­ningen af geologien og indsamlet viden om nedbørsmængden, vandløbsafstrømningen, indvindingen og grundvandsspejlets beliggenhed.

For hver kildeplads til områdets vand­værker er der optegnet et indvindingsopland. Oplandenes forløb er styret af grundvandets strøm­ning, som i Brædstrup-Våbensholm området stort set er fra sydvest mod nordøst. Oplandene ses i Figur 2‑7.

Indvindingsoplande

Indvindingsoplandene til vandværkerne viser hvor grundvandet strømmer under jordlagene fra de steder grundvandet dannes og hen til indvindings­boringerne. Hvis der findes forurening i den del af grundvandsmagasinet, der ligger indenfor indvindingsoplandet, så vil den forurening før eller siden nå indvindingsboringen. Horsens Kommune har genberegnet indvindingsoplandene til vandværkerne i forhold til Naturstyrelsen Aarhus’s beregninger således at indvindingsmængder og boringer er opdaterede. Oplandsberegningerne er beskrevet i /5/. Indvindingsoplandene udgør i alt 2284 ha.

Indenfor indvindingsoplandene er langt det største areal udpeget som NFI. En del af arealet er også udpeget som grundvandsdannende. Indenfor NFI skal grundvandet beskyttes mod høj belastning af nitrat fordi det øverste magasin allerede er nitratpåvirket og de underliggende magasiner bliver påvirkede med tiden. 

 

Grundvandsdannende områder

Grundvandsdannende områder er defineret som det areal på jordoverfladen, der afgrænser området, hvor vand infiltrerer ned til grundvandsspejlet og strømmer videre ned til det filter der indvindes fra, og pumpes ud af det pågældende magasin. Grundvandsmodellen er brugt til beregningerne ved at lægge en sværm af partikler omkring indvindingsboringerne og så følge partiklerne tilbage til de rammer det øverste grundvandsspejl. Ved hjælp af partikel­transportberegninger kan man angive både hvor grundvandet dannes, hvor gammelt det er, og hvor stor mængde i forhold til indvindingsmængden, der dannes. For hvert indvindings­opland er der udpeget et grundvandsdannende område, hvor beskyttelse af grundvandet mod nitratnedsivning og pesticider skal prioriteres ud fra disse beregninger. Der, hvor der skal gøres en ekstra indsats over for nedsivende forurenende stoffer, vil være der, hvor en stor mængde ungt vand dannes. Beregningerne er beskrevet i /5/. I /5/ er også vist, hvor­ledes oplandene til praktisk anvendelse i administration og ved grundvandsbeskyttelse er revideret. Revisionen er foretaget således,  at man er sikker på, at der ikke ­beskyttes i områder, hvor grundvandsdannelsen er meget lille, < 5%, eller hvor grundvandet er gammelt, > 200 år, samtidig med at det grundvandsdannende areal er meget lille De dele af de grundvandsdannende områder, som også er nitratfølsomme (NFI), udgør i alt 760 ha.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer