Home Grundvandsredegørelse Byudvikling Bymønster og byroller

Bymønster og byroller

Udgangspunktet for Horsens Kommunes bymønster er rollefordelingen mellem byerne og den geografiske placering af byerne. Det er målet at skabe velfungerende og attraktive by- og lokalsamfund, hvor der bygges videre på eksisterende styrker og kvaliteter. Horsens Kommune har en udviklingsstruktur, der med udgangspunkt i Horsens, peger på 7 udviklingsretninger, ’fingre’, der orienterer sig fra Horsens mod nabokommunernes større byer.

Fingrene indeholder kommunens Mellembyer og er centreret omkring kommunens overordnede vejnet og den kollektive trafikbetjening. Med udviklingsstrukturen har kommunen lavet en prioritering, der skal give plads til en sammenhængende byudvikling i fingrene og natur/landskab imellem fingrene. Strukturens fingre rummer flere steder store landskabelige variationer betinget af kommunens meget varierede naturgeografiske grundlag og lokale forskelle i den kulturgeografiske udvikling. Disse variationer kan udnyttes strategisk som en identitetsskabende parameter i et samlet udviklingsperspektiv for de enkelte fingre.

Planlægningen sker efter de overordnede principper om at:

• udviklingsstrukturens fingre ikke må udvikle sig til sammenhængende ”bykorridorer” langs vejene 

• byerne i udviklingsstrukturens fingre bevares som selvstændige enheder, der også opleves sådan

• landskabet mellem fingrene udnyttes og udvikles med udgangspunkt i landskabets karakter, områdets identitet, kulturhistorie samt lokale værdier

• særlige visuelle oplevelsesmuligheder i landskabet beskyttes så vidt muligt, så de ikke forringes af byudvikling

• kulturhistoriske spor i landskabet bevares og det enkelte element beskyttes mod byudvikling til bolig- og/eller erhvervsformål, der forringer den visuelle oplevelse heraf

• landskabets naturelementer i videst mulige omfang bevares og integreres i den ønskede byudvikling på en måde, der ikke forringer den naturmæssige tilstand og/eller den visuelle oplevelse af elementet.

Horsens er kommunens hovedby, og skal fortsat udvikles som kommunens center for bosætning, detailhandel, erhvervsudvikling, kulturtilbud og offentlig og privat service. Planlægningen skal styrke Horsens i samspillet med de øvrige større byer i Østjylland.

Brædstrup er centerby i den vestlige del af kommunen og er kendetegnet ved en mangfoldighed af byfunktioner. Brædstrup skal styrkes som bosætnings- og handelsby, med en vis erhvervsudvikling og et bredt udbud af offentlig og privat service, herunder kultur- og fritidsaktiviteter.

Mellembyerne, Hatting, Sdr. Vissing, Nim, Lund, Østbirk, Gedved, Hansted-Egebjerg, Hovedgård og Søvind er primært bosætningsbyer og skal fortsat udvikles som sådan, med gode skole-, børnepasnings- og fritidstilbud og mulighed for butikker til lokal forsyning.

Landsbyerne udgør et stort spektrum af bebyggelser i det åbne land, lige fra småbyer som Åes, Elling og Tyrsting til større landsbyer som Grædstrup, Tvingstrup og Sejet. Nyt boligbyggeri vil i begrænset omfang kunne foregå som huludfyldning i de afgrænsede landsbyer og i Sejet og Haldrup skal det ske i overensstemmelse med lokalplanen.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer