Affaldshåndteringsplan

Kildesortering af byggeaffaldet

I de seneste år har der været stigende fokus på bygningsaffald, som er forurenet med farlige stoffer, der gør affaldet uegnet til genanvendelse. For at undgå at alt for store mængder bygningsaffald skal blive klassificeret som uegnet til genanvendelse, vil der i planperioden blive sat fokus på bedre udsortering af bygningsaffald til genanvendelse. 

Øget opdeling af affaldet vil betyde investering i ekstra containere eller anden opbevaring og nye samarbejdspartnere for afsætning af affaldet.

Der forventes øget fokus på frasortering af miljøfarlige stoffer og materialer i bygge- og anlægsaffaldet, herunder bl.a. PCB, bly, kviksølv og PAH’er mv. Der vil være behov for løbende opdatering af nuværende administrationspraksis i takt med ny viden og skærpede krav til brugen af bygge- og anlægsaffaldet.   

I Regeringens PCB-handlingsplan fremgår en række initiativer, der har til formål at øge kvaliteten og sorteringen af bygge- og anlægsaffaldet med bl.a. fokus på PCB. Der vil i den forbindelse være behov for øget tilsyn på byggepladserne med sorteringen og anvendelsen af bygge- og anlægsaffaldet. Afledt af dette, vil der være behov for øget dialog med bygherre, entreprenører og nedbrydere mv. om korrekt sortering, anvendelse og bortskaffelse af bygge- og anlægsaffald.  

Horsens kommune vil rådgive og informere bygherre, entreprenører, nedbrydere mv. om screening, kortlægning, anmeldelse, sortering, anvendelse og bortskaffelse af bygge- og anlægsaffald og vil føre vejledende tilsyn i forbindelse hermed.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer