Affaldshåndteringsplan

Erhverv skal sortere mere

Horsens Kommune vil fremme erhvervsudviklingen og skabe nye arbejdspladser. Det skal være nemt at starte ny virksomhed i kommunen, men det skal ske uden at gå på kompromis med miljøet. Kommunen vil derfor kontakte virksomheder, så snart de etablerer sig i kommunen, så de gode sorteringsvaner med det samme bliver en del af den nystartede virksomheds daglige drift.

Horsens Kommune ønsker i højere grad at sætte fokus på virksomheder, private og offentlige institutioners udsortering af det genanvendelige affald, således at det ikke ender i småt brændbart affald, og appellere til virksomhederne om at få etableret indsamlingsordninger for genanvendeligt affald.

Dette kan gøres ved udarbejdelse af informationsmateriale, udbygning af elektronisk sorteringsguide og øget fokus på udsortering af det genanvendelige affald i forbindelse med tilsyn.

Der skal samtidig gøres en større indsats for at kontrollere det affald, der afleveres på forbrændingsanlæggene. Affald og Genbrug vil derfor sætte ekstra ressourcer af til at følge op på de tilfælde, hvor affaldet indeholder uacceptable mængder genanvendeligt
erhvervsaffald.

Erfaringen viser, at der løbende er behov for at følge op på og informere om sortering og klassificering af klinisk risikoaffald og øvrigt farligt affald. Denne type affald kan udgøre en risiko for miljøet, selv i små koncentrationer.  

Læger, tandlæger, dyrlæger, apoteker og landmænd håndterer ofte store mængder klinisk risikoaffald, hvor der kan opstå tvivl og ske fejl i forbindelse med affaldssorteringen og bortskaffelsen. Indsatsen vil bestå i vejledning om håndtering, sortering og bortskaffelse af klinisk risikoaffald samt opfølgning på henvendelser afledt af vejledningen. 

Vi vil endvidere følge op på de brancher, hvor der typisk sker fejl i forbindelse med affaldssorteringen og bortskaffelsen af øvrigt farligt affald. Indsatsen vil bestå i vejledning om håndtering og sortering af farligt affald samt opfølgning på henvendelser afledt af vejledningen.

I forbindelse med indførelse af kildesorteret indsamling af dagrenovation fra private husstande i todelt beholder og med tømning i to-kammers renovationsbiler, skal indsamlingen af dagrenovationslignende affald fra virksomheder også ændres fra indsamling i sække til beholdere. Ligeledes skal indsamlingen af affald i 800 l containere ændres til indsamling i en 600 l minicontainer eller to stk. 400 l minicontainer.

Årsagen hertil er, at tømmes affaldet fra en 800 l container op i to-kammers renovationsbiler, kan affald ikke liftes op til det ene kammer uden at noget at affaldet falder i kammer nummer to og affaldet blandes. 

At sortere sit affald rigtigt kræver viden, derfor vil Horsens kommune i planperioden oparbejde en rutine, hvor nyoprettede virksomheder informeres om sortering af affald og om virksomhedens pligter.

HORSENS KOMMUNE

Rådhustorvet 4 
8700 Horsens 
Tlf. 76 29 29 29 
horsens.kommune@horsens.dk

CVR. 29 18 98 89 
> EAN-numre
> Øvrige kontaktinformationer